Real Madrid og Manchester City tørner sammen i CL
Real Madrid blev trukket op af bowlen til mødet med Manchester City. Foto: Denis Balibouse/Reuters
Denis Balibouse/Reuters
Ottendedelsfinalerne i Champions League byder blandt andet på braget mellem Real Madrid og Manchester City.
To af de største favoritter tørner sammen, når Champions League efter nytår genoptages i knald eller fald-stadiet.
Real Madrid og Manchester City møder således hinanden i Champions Leagues ottendedelsfinaler.
Det blev en kendsgerning ved mandagens lodtrækning.
Real Madrid er med sine 13 trofæer i Europas fineste klubturnering rekordholder for flest titler, mens nyrige Manchester City jagter sit første Champions League-trofæ.
City, der har vundet det engelske mesterskab de seneste to sæsoner, har igennem hele sæsonen været bookmakernes favorit til at vinde Champions League i denne sæson, men det kan måske ændre sig efter mandagens svære lodtrækning.
Der venter flere saftige opgør i turneringens næste stadie. Borussia Dortmund, der blandt andre tæller Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsen, skal møde superstjernerne fra Paris Saint-Germain.
Chelsea med Andreas Christensen skal op imod Bayern München.
Den forsvarende mester fra Liverpool skal forbi Atlético Madrid.
Lyon, der har Joachim Andersen på holdet, skal i duel med italienske Juventus.
FC Barcelona, der har vundet turneringen fem gange, trak kriseramte Napoli i lodtrækningen i Nyon.
Christian Eriksens klub, Tottenham, får fornøjelse af Bundesligaens førerhold, RB Leipzig, der har Yussuf Poulsen i truppen.
Endelig er italienske Atalanta med Simon Kjær og spanske Valencia med Daniel Wass formentlig mere end tilfredse med, at de skal mødes i ottendedelsfinalen. De var på forhånd regnet som to af de svageste hold blandt de sidste 16.
Kun fem lande er repræsenteret i ottendedelsfinalerne. England og Spanien har begge fire klubber med. Tre italienske og tre tyske klubber er med samt to fra Frankrig.
Holdene tørner første gang sammen i perioden mellem 18. og 26. februar, mens der er returkampe mellem 10. og 18. marts.
Finalen spilles i Istanbul 30. maj.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet