Real Madrid rejser sig uden coronaramte Zidane
Real Madrid var overlegne mod Alaves. Foto: Cesar Manso/Ritzau Scanpix
Cesar Manso/Ritzau Scanpix
Real Madrid fandt vindermelodien efter flere sløje resultater, da Alaves lørdag blev slået med 4-1 i La Liga.
For første gang i et stykke tid har spillere og stab i Real Madrid noget at glæde sig over.
Lørdag blev det nemlig til en sejr, da den formsvage storklub på udebane slog Alaves med 4-1 i La Liga.
Sejren er den første for Real siden 2. januar. Siden var det blevet til uafgjort mod Osasuna i ligaen, nederlag til Athletic Bilbao i Super Cuppen og endnu et nederlag til Alcoyano fra tredjebedste række i pokalturneringen.
De forsvarende mestre har nu fire point op til topholdet Atlético Madrid, som dog har spillet to kampe færre.
Real Madrid-spillerne tog sejren over Alaves uden anvisninger fra cheftræner Zinedine Zidane undervejs i opgøret. Franskmanden er blevet smittet med coronavirus og var derfor ikke at finde på sidelinjen, hvor assistenttræner David Bettoni i stedet havde taget over.
Real Madrid dominerede som ventet fra start. Efter et kvarter var der afkast, da Casemiro steg til vejrs og headede et hjørnespark fra Toni Kroos i mål.
Fem minutter før pausen blev det 2-0, da Karim Benzema fuldendte et flot opbygget angreb ved at banke bolden op i hjørnet.
Eden Hazard sendte Alaves til pause med en spand koldt vand i hovedet, da han prikkede 3-0-målet i kassen efter et skidt boldtab af hjemmeholdet.
Men Alaves, der som klub fejrede 100 års fødselsdag lørdag, lagde sig ikke ned. Et kvarter inde i anden halvleg reducerede Joselu til 1-3 og fik formentlig et par bekymrede tanker til at dukke op i hovederne på Real Madrid-spillerne.
Dem fjernede Karim Benzema i så fald, for den franske angriber slog til igen med 20 minutter tilbage ved at gøre det til 4-1 og lukke kampen.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde