Real Madrid sætter Eriksens Ajax på plads

Der var ingen slinger i valsen, da forhåndsfavoritterne fra Real Madrid sendte Christian Eriksen og Ajax Amsterdam hjem til Holland med et 0-3-nederlag i bagagen i Champions Leagues gruppe D.

Madrids stjerner anført af portugisiske Cristiano Ronaldo foldede sig aldrig for alvor ud, men kørte ikke desto mindre sejren hjem uden problemer.

Danske Christian Eriksen var ellers et omdrejningspunkt for Ajax, men den 19-årige landsholdsspiller formåede ikke at sætte sine holdkammerater afgørende i scene. Dertil var hollænderne simpelthen overmatchede.

Ronaldo bragte Real Madrid i front cirka halvvejs i første halvleg, da han afsluttede et glimrende kontraangreb ved at brage bolden i kassen.

Fem minutter før pausen fandt Ronaldo holdkammeraten Kaka, som køligt satte bolden i mål til pauseføringen.

Helt galt gik det for Ajax lige efter pausen, da en fremstormende Kaka fik lagt bolden til rette for Karim Benzema, der uden en målmand foran sig havde nemt ved at gøre det til 3-0, og dermed var den kamp afgjort.

Efter 3-0-målet skruede Real Madrid gevaldigt ned for tempoet og lod i stedet gæsterne holde en del på bolden, hvilket blandt andet gav Christian Eriksen en udmærket mulighed, som han dog sparkede i sidenettet.

Mod slutningen af kampen kunne Ajax have reduceret efter et Christian Eriksen-frispark, men Iker Casillas hev en glimrende redning frem på Jan Vertonghens hovedstød.

Ajax' anden danske landsholdsspiller, 19-årige Nicolai Boilesen, var ikke med på grund af den skade, som også holder ham ude af de kommende EM-kvalifikationskampe mod Cypern og Portugal.

I gruppe D's anden kamp vandt franske Lyon en sikker 2-0-sejr over Dinamo Zagreb, og dermed er Real Madrid alene i spidsen af gruppen med maksimale seks point efter to kampe.

Lyon er med fire point på andenpladsen, mens Ajax har et enkelt point som nummer tre. Sidst i gruppen er Dinamo Zagreb, som er uden point.

/ritzau/

Christian Eriksen og Ajax var reelt chanceløse, da storfavoritten Real Madrid vandt 3-0 i Champions League.

Offentliggjort Sidst opdateret