Real Madrid slår Espanyol efter målmandsudvisning og to sene mål

Karim Benzema sikrede søndag aften Real Madrid sejren over Espanyol, da han scorede to mål i kampen, der endte 3-1. Foto: Pablo Morano/Reuters

Karim Benzema blev matchvinder med to sene mål over Espanyol, hvis målmand begik frispark og fik rødt kort.

Offentliggjort Sidst opdateret

Real Madrid sikrede sig sent søndag aften tre point i La Liga med en 3-1-sejr over Espanyol på udebane.

Det var den franske angrebsstjerne Karim Benzema, der sikrede hovedstadsklubben sejren med to sene mål - et i det 88. minut og et dybt inde i tillægstiden.

3-1-målet kom ti minutter inde i tillægstiden, efter at Espanyols målmand, Benjamin Lecomte, få minutter forinden havde fået et direkte rødt kort for et frispark begået mod Dani Ceballos på kanten af Espanyols straffesparksfelt.

Med sejren fastholder Real Madrid førstepladsen i La Liga. Holdet er sammen med Real Betis de to eneste hold med maksimumpoint efter tre kampe.

Espanyol matchede fuldt ud det forsvarende mesterhold i de første 45 minutter, der var både afvekslende og underholdende.

Real Madrid slog til først, da Vinicius Junior efter 12 minutter omsatte en fin assist fra Aurelien Tchouamenis efter et veltimet løb.

Espanyol kom på omgangshøjde et par minutter før pausen, da det tidligere Real Madrid-talent Joselu i to forsøg fik bolden forbi en ellers ganske velspillende Thibaut Courtois.

Den åbne slagudveksling forsatte i anden halvleg, hvor Joselu og Karim Benzema i hver sin ende holdt keeperne beskæftigede med nærgående forsøg.

Med en assist fra Rodrygo gav forsøgene endelig pote for Benzema med få minutter igen, hvor han gjorde det til 2-1.

Det var også Benzema, der lukkede kampen, da han ti minutter inde i tillægstiden sendte et frispark forbi Espanyols anfører, Leandro Cabrera, der havde overtaget tjansen i målet efter udvisningen af Benjamin Lecomte.

/ritzau/