Real Madrid tager ny smal sejr i Champions League
Jude Bellingham har scoret tre mål i sine første tre Champions League-kampe for Real Madrid. Foto: Miguel Vidal/Reuters
For tredje gang i træk vandt Real Madrid med et mål i gruppespillet, og Jude Bellingham blev igen målscorer.
Rekordmesteren Real Madrid er på kurs mod et sikkert avancement fra Champions Leagues gruppespil, men spillet er ikke ligefrem sprudlende.
Tirsdag hev spanierne med stort besvær en 2-1-sejr med hjem fra udekampen mod portugisiske Braga. Det var den tredje etmålssejr i træk i årets gruppespil, og igen-igen var Jude Bellingham en afgørende figur.
Den 20-årige englænder scorede til 2-0 i anden halvleg og blev på den måde matchvinder i en kamp, hvor Braga i den grad bød op til dans.
Real Madrid topper med sejren gruppe C med ni point foran Napoli, som har seks point, efter at italienerne slog Union Berlin med Frederik Rønnow mellem stængerne 1-0 på udebane på Giacomo Raspadoris træffer.
I Braga åbnede brasilianske Rodrygo ballet efter godt et kvarters spil efter et oplæg fra landsmanden Vinicius Junior, som drev gæk med hjemmeholdets tyrkiske forsvarsspiller Serdar Saatci.
Vinicius Junior var også oplægger, da Bellingham efter en times spil med en kontrolleret inderside øgede til 2-0 fra kanten af feltet, og på den måde har englænderen nu scoret i sine tre første kampe i Champions League for Real Madrid.
Inklusive ligaen er det blevet til 11 mål i 12 kampe for den tidligere Dortmund-profil i Real-trøjen.
Braga viste opgøret igennem tænder, og det var derfor ganske fortjent, da angriberen Alvaro Djalo reducerede efter et godt gennemført angreb. Med bare lidt mere skarphed var det også blevet til mere, men holdet forbliver på tre point på tredjepladsen i gruppen.
I gruppe C spillede Arsenal sig til tops med en 2-1-sejr over Sevilla, mens Real Sociedad topper gruppe D efter 1-0 hos Alexander Bah og Benfica.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker