Real sender United ud efter kontroversiel udvisning
Foto: Andrew Yates/ Scanpix /Scanpix
Andrew Yates/ Scanpix /Scanpix
Manchester United så langt hen ad vejen ud til at være på vej mod Champions League-kvartfinalen, men to mål af Real Madrids Luka Modric og Cristiano Ronaldo i anden halvleg sendte i stedet Premier Leagues førerhold ud i mørket.
2-1-sejren til gæsterne betyder, at Real Madrid sammenlagt vinder 3-2 i ottendedelsfinalernes dynamitopgør efter 1-1 i den første kamp i Madrid.
Et hårdt slag for Manchester United, der i kraft af Sergio Ramos' selvmål i begyndelsen af anden halvleg ellers var på vinderkurs.
Men så traf dommer Cüneyt Cakir en afgørende beslutning, da hjemmeholdets Nani i kamp om en høj bold sendte en støvle i brystet på Madrid-spilleren Arbeloa.
Selv om det så uforsætligt ud, valgte tyrkeren at vise portugiseren ud for forseelsen, og det satte madrilenerne i gang.
Indskiftede Luka Modric udlignede først med et fremragende langskud fra kanten af feltet, og lidt senere var det altså Cristiano Ronaldo, der i sin første optræden på Old Trafford siden skiftet Madrid i 2009, der leverede dødsstødet.
United-manager Alex Ferguson sendte Wayne Rooney på banen, efter at skotten noget overraskende valgte at holde den engelske stjerneangriber ude af startopstillingen.
Men med en mand i undertal lykkedes det aldrig United at få scoret yderligere på Real-målmand Diego López, selv om chancerne faktisk var der.
Dermed fik Ryan Giggs et noget trist 1000-kamps jubilæum som professionel fodboldspiller.
Den 39-årige waliser, der lige har forlænget med yderligere en sæson, må sammen med holdkammeraterne i stedet fokusere på de to tilbageværende trofæer, der er i spil - Premier League-pokalen og FA Cuppen.
For Real Madrids vedkommende - og frem for alt den pressede træner José Mourinho - ser tilværelsen anderledes lys ud.
Efter to sejre over Barcelona inden for en uge er holdet nu også blandt de otte bedste i Europas fornemste klubturnering, og dermed kan det vise sig alligevel at ende med at blive en godkendt sæson for kongeklubben.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker