Real smider point mod Mallorca i La Liga-premiere
Vedat Muriqi har netop bragt Mallorca på 1-1 mod Real Madrid. Foto: Francisco Ubilla/Ritzau Scanpix
Real Madrid førte mod Mallorca, men fik kun uafgjort, da Kylian Mbappé debuterede i La Liga.
Real Madrid tyvstartede onsdag den nye sæson med en sejr over Atalanta i den europæiske Super Cup, men da det søndag gik løs for holdet i La Liga-premieren, endte det i skuffelse.
På udebane mod Mallorca fik Real blot 1-1 efter at have været foran ved pausen.
Det var Kylian Mbappés debut i den spanske liga, men franskmanden måtte forlade banen uden at score.
Det er tredje gang på fem år, at Mallorca driller Real på hjemmebane. Både i 2019 og 2023 vandt Mallorca endda over kongeklubben.
Kampen begyndte planmæssigt med Real i teten, og allerede efter 12 minutter kom åbningsmålet.
Efter hurtige kombinationer i feltet fik Rodrygo bolden og sendte den op i modsatte hjørne. En fin måde at indlede ligasæsonen på.
Det var dog ikke startskuddet til nogen stor Real-kamp. Tværtimod. Storklubben havde bolden meget, men skabte ikke meget offensivt.
Det var primært Kylian Mbappé, der kom til chancer, men hans skarphed lod noget tilbage at ønske i La Liga-debuten.
I stedet kom chokudligningen i den anden ende kort efter pausen.
Daniel Rodriguez serverede et hjørnespark, og Vedat Muriqi headede bolden ind til 1-1.
Så blev Luka Modric sendt i aktion i jagten på sejren, men hverken han, Mbappé, Jude Bellingham eller Vinicius Junior kunne overliste Mallorca søndag aften.
Faktisk havde Mallorca et par store chancer i slutfasen, hvor Real var heldig med ikke at komme bagud.
I de døende sekunder blev Real så også ramt af en udvisning, da Ferland Mendy tacklede en modstander i lårhøjde.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde