Red Bull-ejer: Vettel skal nok klare udfordringen
Selv om Sebastian Vettel har vundet VM-titlen i Formel 1 de seneste fire sæsoner i træk, så er der lige nu ikke meget, der tyder på, at tyskeren napper nummer fem på stribe i år.
Red Bull-teamet har i optakten til sæsonen, der begynder på søndag, haft så store problemer med motoren fra Renault, at bilerne indtil videre kun er outsidere til mesterskabet.
Holdets ejer, energidrik-milliardæren Dietrich Mateschitz, er dog sikker på, at Vettel nok skal gøre en god figur.
- Sebastian har haft en vindende bil i de fire og et halvt år, han har været hos Red Bull.
- Jeg tror ikke, at han har problemer med at håndtere den nuværende situation. Han vil nøjagtigt som resten af teamet tage udfordringen op, siger østrigeren til dpa.
Mateschitz har det blandet med de regelændringer i serien, som er skyld i, at alle holdene har skullet lave fuldstændigt om på det tekniske setup, og som altså også rykker rundt på styrkeforholdet mellem holdene.
- Som Formel 1-fan er jeg glad for, at spændingen er tilbage, og at vores dominans måske er ovre.
- Fra mit eget teams synspunkt, kan jeg se, at der er nogle udfordringer, som vi bliver nødt til at analysere og klare, siger han.
Sebastian Vettel blev en suveræn vinder af sidste års Formel 1 og vandt de sidste ni løb i sæsonen.
Dermed tangerede han Alberto Ascaris 60 år gamle rekord, som altså kan blive tyskerens alene, hvis han imod alle odds vinder på søndag i Melbourne.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde