Redaktører hylder Wozniackis førsteplads

Caroline Wozniacki har bredt sig ud over spalterne i fredagens aviser, efter hun torsdag spillede sig på verdensranglistens førsteplads i tennis.

Og sportsredaktørerne står i kø med de pæne ord til den 20-årige dansker. Berlingske Tidendes Flemming Fjeldgaard efterlyser, at der gøres plads til tennispigen i eliteidrættens kanon.

- Jeg vil vælge at lægge betoning på den kendsgerning, at Wozniacki for alvor har skabt sig et internationalt navn til uvurderlig betydning for dansk sport, og at hun så sandelig har fortjent al sin ros.

- Og så vil jeg så småt mindes en 2010-sæson, som indikerede, at Wozniacki muligvis ikke er verdens bedste, og hun muligivs stadig har svært ved at vinderknuse en neutral bold fra baglinjen - men også at hun måske mentalt er den stærkeste atlet, Danmark nogensinde har set, skriver han.

Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen, kalder det en vildt fed diskussion, om Wozniacki nu også er en værdig nummer et i verden.

- Hun er næppe den bedste spiller i top-10, men set over en hel sæson har ingen leveret et så overbevisende niveau, slår han fast og forventer, at hun snart tager næste store skalp - en grand slam-titel.

- Det bør selvfølgelig også være forventningen, at hun høvler sådan en titel hjem inden længe. En bedrift, der i min bog da også vil overgå gårsdagens ellers sindssygt flotte kroning af benhårdt mangeårigt arbejde, skriver han.

B.T.'s Jacob Staehelin kalder slet og ret Wozniacki for Danmarks største idrætsnavn og fremhæver hendes vej til toppen som forbilledlig.

- Den viser, at man kommer længere med træning end med talent, mener han.

/ritzau/

Find plads til Caroline Wozniacki i eliteidrættens kanon lyder et af dagens redaktørbudskaber.

Offentliggjort Sidst opdateret