Reducering skabte uro hos Brøndby: Dårlig halv time

Jesper Sørensens mandskab har kun vundet en enkelt ud af tre kampe i november. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Brøndby-træner Jesper Sørensen er utilfreds med niveauet i den sidste del af udekampen mod Sønderjyske.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brøndby så ud til at have søndagens superligakamp mod Sønderjyske under kontrol, men så ændrede billedet sig drastisk til stor frustration for Brøndby-træner Jesper Sørensen.

Foran 2-0 lukkede Brøndby et mål ind efter et hjørnespark, og så begyndte det at krakelere for gæsterne.

Sønderjyske pressede på og udlignede. I slutminutterne kunne oprykkerne sågar have taget sejren.

- Der sker jo det, som nogle gange sker i fodbold, og det er, at modstanderen scorer, og det giver dem blod på tanden. Det skaber også unødvendig uro hos os, siger Jesper Sørensen til TV 2 Sport.

- Vi får virkelig spillet den sidste halve time rigtig dårligt, hvor vi skal holde fast i bolden. Der spiller vi alt for hektisk og laver mange dumme ting, konkluderer cheftræneren.

Den offensive Brøndby-profil Nicolai Vallys peger på vejrforholdene som en forklaring på, hvorfor det vendte.

- Det var svære betingelser at spille under, og vi havde en halvleg hver, hvor begge mandskaber også drog fordel af vinden.

- Som jeg ser det, var de i de sidste 20 minutter også gode til at udnytte, at vi havde svært ved at få bolden op i den anden ende, siger han til klubbens hjemmeside.

Tre point ville have lunet gevaldigt for Brøndby, som nu er ude af den vigtige top-6 før efterårets sidste ligakamp mod AaB.

Jesper Sørensens hold er på syvendepladsen med et enkelt point op til Silkeborg, som mandag kan lægge afstand til de blå-gule i udekampen mod FC Midtjylland.

Efter mandagens opgør har alle hold spillet 16 kampe. Ligaen bliver delt i to efter 22 runder, og herefter spiller de seks bedste hold om medaljer, mens de nederste seks skal kæmpe om overlevelse samt en europæisk chance ved at blive nummer syv.

/ritzau/