Regeringen sender kritik af udbryderliga til EU-domstol
Det skabte kritik fra fans, da 12 storklubber i maj annoncerede, at de stiftede European Super League. Få dage senere havde ni af klubberne trukket sig fra projektet. De resterende tre klubber kæmper dog fortsat for at etablere en liga og mener, at Uefa og Fifa har misbrugt deres markedsposition til at lukke ligaen ned. (Arkivfoto). Foto: Matthew Childs/Reuters
Matthew Childs/Reuters
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen er kritisk over for en lukket fodboldliga for Europas storklubber.
Den danske regering er imod en lukket liga for flere de bedste fodboldklubber i Europa.
Regeringen har derfor sendt et indlæg til EU-Domstolen, der er i gang med at behandle en sag om den såkaldte European Super League, der blev lanceret i foråret.
Selv om ni af de 12 stiftende klubber i European Super League hurtigt trak sig, så arbejder Real Madrid, FC Barcelona og Juventus fortsat på at skabe en udbryderliga.
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen mener, at en lukket liga er en trussel for sporten.
- Jeg vil som kulturminister ikke se til, imens de rigeste klubber i verden skaber eksklusive ligaer, som sætter vores fælles sportslige værdier over styr.
- Derfor går vi nu som regering ind i den her sag, siger Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.
I indlægget til EU-Domstolen lægger regeringen vægt på, at tiltag som European Super League ødelægger den europæiske fodboldstruktur, hvor alle ligaer og rækker er forbundet.
- Det er helt centralt, at fodboldklubber i Europa har mulighed for at konkurrere på lige fod, så selv den mindste klub kan stræbe mod at kæmpe sig op og slå de store.
- Den slags håb og drømme slukkes med lukkede turneringer som European Super League. Derfor skal vi værne om de sportslige værdier, der giver adgang til, at små, danske klubber kan overraske i Europa og sikre, at breddefodbolden trives, siger hun.
Selv om European Super League i øjeblikket er sat i bero, så har selskabet bag lagt sag an mod Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
European Super League mener, at de to forbund har misbrugt deres markedsposition til at udelukke udbryderligaen.
Sagen behandles ved en spansk domstol, der har stillet EU-Domstolen en række spørgsmål omkring EU-rettens fortolkning på en række punkter.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned