Regeringen vil tage livtag med matchfixing i nyt udspil
Truslen om aftalt spil og bestikkelse er stigende i dansk idræt, og det skal nyt politisk udspil reflektere.
Matchfixing er så stor en trussel mod dansk idræt, at regeringen snart kommer med en række initiativer, der skal bekæmpe bestikkelse og aftalt spil, skriver Berlingske.
Et nyt nationalt organ skal oprettes for at koordinere indsatsen mod matchfixing, men det skal også analysere information om mistænkelige væddemål og udstede alarmer om aftalt spil.
Opgaven med at bekæmpe den stigende trussel fra blandt andet internationale spillesyndikater har hidtil ligget i et krydsfelt mellem Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, spiludbydere, Danmarks Idræts-Forbund og Spillemyndigheden under skat.
Det nye organ skal ligge under Kulturministeriet, og kulturminister Marianne Jelved (R) er torsdag i Schweiz for at underskrive den første internationale konvention om at bekæmpe matchfixing, og inden for de næste par uger ventes den danske regerings udspil så præsenteret, skriver Berlingske, der allerede nu har kendskab til indholdet.
Der lægges blandt andet op til at kriminalisere bestikkelse inden for idrætten, hvor straffelovens bedrageribestemmelse i dag ikke dækker fuldt.
Derudover skal dommere til kampe også udpeges på et senere tidspunkt, end de bliver i dag, så der ikke er så stor mulighed for at påvirke dommere til at dømme til fordel for et af holdene.
- Jeg tror, at vi på grund af generel hæderlighed i Danmark er mindre udsat end så mange andre steder, men matchfixing kan også opfattes som fristende i idrætsverdenen herhjemme. Det har vi set med politiets sigtelse af seks personer tilknyttet dansk fodbold. Det er afgørende vigtigt, at vi sætter ind både nationalt og internationalt, siger kulturminister Marianne Jelved til Berlingske.
Idrættens organisationer og spiludbydere skal være med til at finansiere det nye organ mod matchfixing.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned