Regionale fodboldchefer vil have Rubiales til at trække sig

Præsidenten for Det Spanske Fodboldforbund (RFEF), Luis Rubiales, har mistet opbakningen hos de regionale fodboldpræsidenter. (Arkivfoto). Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

Opbakningen til RFEF-præsident Luis Rubiales er væk fra de regionale chefer, lyder det efter krisemøde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Stormvejret omkring præsidenten for Det Spanske Fodboldforbund (RFEF), Luis Rubiales, tog mandag aften til i styrke.

Præsidenterne for de regionale fodboldforbund mødtes til et hasteindkaldt møde for at diskutere holdningen til Rubiales efter den stærkt omtalte episode, hvor han kyssede en kvindespiller på podiet, da Spanien for nylig vandt VM.

Og det møde har afstedkommet en direkte opfordring fra de regionale præsidenter.

- Efter de seneste begivenheder og den uacceptable adfærd, der har skadet spansk fodbolds image alvorligt, anmoder præsidenterne om, at Luis Rubiales øjeblikkeligt indgiver sin afskedsbegæring som præsident for RFEF, lyder det i en meddelelse publiceret på RFEF's hjemmeside.

Rubiales holdt i slutningen af sidste uge et pressemøde, hvor han stod fast på, at han ville blive på posten, og at han ikke havde gjort noget forkert.

Det var spilleren Jennifer Hermoso, som fik et kys direkte på læberne af fodboldpræsidenten på podiet under pokaloverrækkelsen.

Hermoso har efterfølgende på de sociale medier gjort det klart, at hun ikke havde givet samtykke til kysset, og at hun fandt det meget grænseoverskridende.

/ritzau/