Register intensiverer kampen mod motionsdoping
Indtil nu har en dopingdømt person kunnet skifte idrætsforening eller fitnesskæde, uden at den nye forening har kunnet vide, om deres nye medlem har en dopingdom på samvittigheden.
Men et nyt register over dopingdomme skal forhindre dette og styrke kampen mod motionsdoping.
Registret gør det via CPR-nummeret muligt for foreninger at tjekke, om personer, der ønsker at melde sig ind, har en dopingdom.
Det har indtil nu ikke været muligt på grund af reglerne om datasikkerhed og personoplysninger.
Det nye dopingregister vækker tilfredshed hos kulturminister Marianne Jelved (R).
- Det glæder mig, at vi kan intensivere kampen mod motionsdoping. Det er vigtigt, at vi på den måde kan finde nationale løsninger på de udfordringer, vi oplever inden for motionsdoping, siger Marianne Jelved i en pressemeddelelse.
Registret har længe været på ønskelisten i DGI, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger.
- Det styrker helt klart indsatsen mod motionsdoping, siger DGI's næstformand Birgitte Nielsen.
Direktøren i Anti Doping Danmark, Lone Hansen, er også tilfreds med, at organisationen nu får et nyt arbejdsværktøj til bekæmpelse af motionsdoping.
- Registret giver os en mere sikker og fintmasket mulighed for at håndhæve sanktioner på tværs af alle vores samarbejdspartnere, siger Lone Hansen.
Regelændringen, der er fremsat af en arbejdsgruppe under Kulturministeriet, træder i kraft søndag 1. september
Det nye dopingregister er en del af opfølgningen på regeringens otte initiativer til at styrke indsatsen mod doping i motions- og fitnesscentre.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie