Regn udsætter Thorbjørn Olesens jagt på fronttrio

Den danske golfspiller kom slet ikke i aktion lørdag ved BMW International Open på grund af regn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Thorbjørn Olesen må vente lidt med at sætte jagten ind på den førende trio ved BMW International Open i Tyskland.

Massiv regn betød, at den danske golfspiller og en række andre spillere i topstriden - blandt andre Anders Hansen - ikke kom i aktion i tredje runde lørdag.

Thorbjørn Olesen indtog fjerdepladsen i 134 slag før tredje runde, og danskeren er et slag efter Raphael Jacquelin fra Frankrig, svenskeren Henrik Stenson og Kiradech Aphibarnrat fra Thailand.

Anders Hansen, der altså heller ikke kom i aktion lørdag, indtager en delt tiendeplads i 138 slag.

Jeff Winther nåede at spille et enkelt hul lørdag, inden regnen afbrød spillet.

Han gik hullet i par og er på en delt 15.-plads i en score, der er et enkelt slag dårligere end Anders Hansen.

Joachim B. Hansen er to slag efter Jeff Winther, efter at han nåede at gå de første syv huller i tredje runde.

Yderligere fem slag bagude ligger Thomas Bjørn. Danskeren nåede at spille 15 huller, som han gik i tre slag over par, så Thomas Bjørn er fjerdesidst i finalefeltet på 71 deltagere.

Arrangørerne meddeler, at turneringen bliver genoptaget søndag morgen.