Regnvejr giver problemer for Le Mans-danskere
Nicklas Nielsen kom i problemer i sin Ferrari, da regnen sent lørdag aften begyndte at falde over Le Mans. Foto: Jean-Francois Monier/Ritzau Scanpix
Et regnskyl sent lørdag aften medførte, at flere danskere mistede topplaceringer i Le Mans.
Det så lovende ud for flere af danskerne i dette års Le Mans lørdag aften.
Et regnskyl lidt over klokken 22 endte dog med at give problemer.
I Hypercar-klassen - løbets højeste - lå Nicklas Nielsen i sin Ferrari solidt placeret i en duel om føringen med søsterbilen.
Men på grund af det glatte føre røg Nielsen en tur af banen og ud i noget grus. Det tvang danskeren til at køre i pit, og Nielsen endte med at ryge tilbage på femtepladsen.
Endnu værre gik det for Oliver Rasmussen, der inden regnen førte LMP2-klassen, løbets midterste.
Rasmussen kørte sin bil i væggen og måtte i pit for at få skiftet fronten. Han røg derfor tilbage som nummer ti i klassen.
Regnen førte dog også noget godt med sig. Michelle Gatting ligger klokken 22.45 således nummer et i LM GTE Am-klassen, løbets laveste.
Gatting, der kører i en Porsche på Iron Dames-holdet, der kun har kvindelige kørere, røg i front, efter at klassens førende Ferrari kom i problemer i regnen.
Jan Magnussens og Anders Fjordbachs bil har hele løbet ligget i den helt tunge ende af stillingen i LMP2-klassen, efter at danskernes kollega, Mark Kvamme, på første omgang røg af banen.
Le Mans startede klokken 16 lørdag og slutter samme tidspunkt søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker