Rekordserie slutter for NBA-mestre efter 54 hjemmesejre
Boston Celtics satte en stopper for Golden State Warriors' rekordstime af hjemmesejre i NBA.
Basketballstjernerne fra Golden State Warriors har været umulige at slå på hjemmebane i NBA lige indtil nu.
For første gang i mere end 14 måneder tabte det regerende mesterhold fra Golden State Warriors natten til lørdag en hjemmekamp i NBA, da Boston Celtics var på besøg i Oracle Arena i Oakland.
Gæsterne fra Boston vandt med 109-106 efter en spændende afslutning, hvor værterne pressede hårdt på for at få sejren.
Golden State Warriors tabte senest en hjemmekamp i NBA den 27. januar sidste år, og det er siden hen blevet til 54 hjemmesejre i træk. Det er rekord i den nordamerikanske basketball-liga.
Chicago Bulls var indehaver af den hidtidige rekord på 44 hjemmesejre i en uafbrudt serie. Det var tilbage i 1995 og 1996 på et tidspunkt, hvor Chicago-holdet anført af Michael Jordan var dominerende i NBA.
Dengang satte Chicago Bulls også rekorden for flest sejre i grundspillet i en NBA-sæson. Den lyder på 72 sejre.
Golden State Warriors har vundet 68 gange og tabt otte kampe i det igangværende grundspil i NBA, hvor holdet endnu mangler at spille seks kampe. Der er derfor en god chance for, at det regerende mesterhold kan tage endnu en rekord fra det legendariske Chicago-hold fra 1990'erne.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker