René Holten tager VM-sølv på 500-meteren
Den danske kajakroer René Holten Poulsen kan rejse hjem fra VM i Duisburg med en sølvmedalje.
Det står klart, efter at roeren fra Maribo Kajakklub søndag kun blev slået af tyskeren Tom Liebscher på 500-meter-distancen.
Holten Poulsen lå på andenpladsen efter halvdelen af løbet, og det lignede den helt store triumf, da han derefter trak forbi den førende franskmand Arnaud Hybois.
Men da Liebscher satte slutspurten ind på de sidste 200 meter, kunne Holten Poulsen ikke helt stå distancen, og tyskeren sluttede med mere end et sekunds forspring.
Selv om det altså ikke blev til guld, som i givet fald ville have været det første danske VM-guld i kajak i 50 år, er medaljen en opmuntring for den ambitiøse dansker.
Han var slemt skuffet over kun at blive nummer fem på 1000-meteren lørdag, men han havde på forhånd set gode muligheder for en topplacering på den halve distance.
Ikke mindst fordi en af hans sædvanlige rivaler, tyskeren Max Hoff, havde trukket sig for at koncentrere sig om andre løb.
Sidst Danmark vandt VM-sølv på 500-meter-distancen var ved VM i Østberlin i 1966, da Erik Hansen kom over målstregen som nummer to.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde