Richarlison søger psykologhjælp efter tårevædet udskiftning
Richarlison har de seneste dage været med til at sikre Brasilien to sejre i VM-kvalifikationen, men kom ikke selv på måltavlen. Foto: Bruna Prado/Ritzau Scanpix
Tottenham-spilleren har haft en turbulent periode og vil søge hjælp, når han vender retur til England.
Tottenham-spilleren Richarlison vil søge hjælp hos en psykolog, efter at han brød sammen i gråd, da han blev udskiftet i en landskamp for Brasilien natten til lørdag.
I et interview med den brasilianske avis O Globo forklarer han sin tårevædede reaktion med, at han ville have "de ting, der skete uden for banen ud af systemet".
- Jeg har været gennem en turbulent tid uden for banen i de sidste fem måneder. Nu er tingene en smule mere stabile derhjemme. Folk, som kun har haft øje for mine penge, er ikke længere tæt på mig.
- Det hele begynder at køre nu, og jeg er sikker på, at jeg kommer ind i en god periode med Tottenham.
- Jeg tager tilbage til England og søger hjælp fra en psykolog til at styrke mit sind. Det er det, det handler om. At blive stærkere, fastslår Richarlison ifølge BBC i interviewet.
Natten til onsdag blev den 26-årige angriber udskiftet på ny, da Brasilien slog Peru i VM-kvalifikationen.
På klubniveau har han haft det svært siden sidste sommers skifte til Tottenham, hvor han blot er noteret for fire scoringer i 40 kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker