Richter skal blive i kunstigt koma

Jonathan Richter skal blive i kunstigt koma frem til onsdag, fordi hans tilstand ikke er så stabil, som lægerne på Hvidovre Hospital havde forventet.

Fodboldspilleren Jonathan Richters hjerte- og lungefunktion er nu stabil, men hans almene tilstand er dog ikke så stabil, som lægerne på Hvidovre Hospital forventede. Derfor vil intensivafdelingen fortsat holde ham i kunstigt koma, foreløbig frem til onsdag.
- Hans indre organer har været svært påvirkede af lynnedslaget, men er nu i bedring. Hans tilstand er tiltagende stabil, men ikke helt så stabil, som vi havde forventet. Vi holder ham foreløbig sovende til onsdag, siger overlæge Peder Carl, leder af intensivafdelingen på Hvidovre Hospital i en pressemeddelelse.
FC Nordsjællands Jonathan Richter blev mandag i sidste uge ramt af et lynnedslag under en fodboldkamp på Hvidovre Stadion. Lynet forårsagede hjertestop hos den 24-årige fodboldspiller, men de omkringstående reddede hans liv med hjertemassage.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret