Riis: Lever som om Contador kører Touren

Bjarne Riis går ud fra, at Alberto Contador får lov at køre Tour de France til sommer, selv om spanierens dopingdom torsdag blev anket til den internationale sportsdomstol CAS.

Der er tvivl om, hvorvidt CAS kan nå at behandle sagen inden Touren. Sker det ikke, kan Contador i princippet køre. Der er dog den ubekendte faktor, at Tour-ledelsen før har nægtet adgang for dopingbelastede ryttere i løbet.

Adspurgt, om han frygter, at det kan komme til at ramme Saxo Bank-Sungard og Contador, siger Bjarne Riis.

- Ja, selvfølgelig kan man frygte det. Men lad os nu se. Der skal også være ret i de ting, der skal ske, og indtil videre er han frikendt. Det synes jeg, at vi skal huske på, siger Riis til Ritzau.

Han tør ikke give et bud på, hvad det vil betyde, hvis situationen ikke bliver afklaret inden Tour de France.

Selv lever han videre med det udgangspunkt, at Contador er på holdet og dermed kan køre Touren. Der bliver ikke sat en Plan B i gang.

- Alt sådan noget, synes jeg, er rene spekulationer. Det kan jeg ikke bruge til så meget. Enten er han med, eller også er han ikke med. Længere er den ikke. I min verden går jeg ud fra, at han er på holdet.

- Jeg vælger at støtte ham, indtil der er andre facts, end dem vi har set indtil videre. Med de facts, der er lige nu, ser vi ikke grund til andet end at støtte ham. Så er han også en del af vores hold, slår Riis fast.

Han er ked af, at sagen nu igen kommer til at fylde meget i lang tid.

- Desværre er der gået utrolig lang tid, og der kommer formodentlig til at gå lang tid endnu. Det er uheldigt. Men vi kan ikke gøre så meget ved det. Det er ude af vores hænder.

/ritzau/

Bjarne Riis erkender, at man kan frygte Tour-ledelsens syn på Contador. Men han går ud fra, at han er med.

Offentliggjort Sidst opdateret