Riis: Mørkøv kan vinde Tour-etape

Selvom Michael Mørkøv blot er debutant i verdens største cykelløb, mener Bjarne Riis, at rytteren, der mandag kører i den prikkede bjergtrøje, har potentiale til at udrette noget måske endnu større i årets Tour de France.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Michael kører fornuftigt, og det er ikke sidste gang, vi ser ham i et udbrud. Og hvis han på en senere etape sidder i et udbrud, som får lov at køre hjem, så er han også en type, som kan vinde etapen, siger Bjarne Riis.

- Nu skal vi lige have overstået i dag. Så må vi se. For i morgen (tirsdag, red.) er en hård etape. Det kommer an på, hvordan det flasker sig. Det er ikke sikkert, han får lov i morgen, siger Saxo Bank-Tinkoff Bank-chefen.

På Tourens 1. etape udførte Mørkøv sin plan til perfektion med et udbrud på over fire timer og blev den bare tredje dansker, som kunne iføre sig den prikkede bjergtrøje.

Ifølge Bjarne Riis tager 27-årige Mørkøv den uvante succes ganske roligt.

- Det er ikke første gang, Michael kører et stort cykelløb. Men selvfølgelig er det første gang, han kører her, og det, han oplevede i går, har han ikke oplevet før. Men han tager det stille og roligt, siger Riis og håber på, at den prikkede trøje vil give rytteren et boost.

- Det vil jeg da håbe. Mørkøv er i god form, det er der ingen tvivl om, siger Riis.

Danskeren fra Saxo Bank-Tinkoff Bank har tre point i bjergkonkurrencen og en føring på to point til den næstbedst placerede.

Da der kun er ét point at køre om på dagens etape, er Mørkøv på forhånd sikret trøjen til tirsdag.

/ritzau/