Riis: Nu vil vi tilbage som verdens bedste
Ulasteligt klædt og storsmilende kunne cykelholdejer Bjarne Riis mandag byde velkommen til den russiske bank Tinkoff som ny sponsor.
Og med både Tinkoff og Saxo Bank som hovedsponsorer tror Riis på, at han og holdet kan komme tilbage til den absolutte top som verdens bedste hold.
- Vi har store ambitioner i fremtiden. Dette er en ny begyndelse frem mod at genopbygge min drøm. Drømmen er en dag i fremtiden at have verdens absolut stærkeste cykelhold igen, siger Bjarne Riis.
- I dag er et stort skridt i den retning, siger han.
Når Tour de France 2012 begynder i belgiske Liege på lørdag vil rytterne være iklædt den nye trøje, der er i blå og gule nuancer.
En ting er nyt tøj, noget andet er vigtigheden af at have sponsoraterne på plads for både i år og næste år. Bjarne Riis tror på, at de nye sponsorkontrakter giver ro på bagsmækken.
- Det giver en masse ro på holdet - og gennemsigtighed, så vi kan koncentrere os om det, vi skal. Vi skal bygge holdet op frem mod næste år, og det betyder en masse for mig og holdet, at dette nu er på plads, siger Bjarne Riis.
Holdejeren er ud over at have en ny sponsor med på holdet også lykkelig over, at Saxo Bank endnu en gang har valgt at forlænge sponsoratet, så den danske banks sponsorat akkurat som den russiske banks sponsorat løber til udgangen af 2013.
- For mig er det en stor dag. Det er fantastisk, at Saxo Bank er med igen næste år, det giver muligheder for fortsat at bygge på det, vi vil.
Riis fortæller, at det har været hårdt at få alle detaljer på plads, så den nye sponsor og de nye trøjer allerede kunne være med i årets Tour de France.
- Det har været hårdt. Der var meget praktisk, meget der skulle gøres, men det er meget spændende og giver hele holdet ekstra motivation på vej ind i Touren, siger Bjarne Riis.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde