Riis om diskvalificering: Det må slutte nu

Finalerne i Post Danmark Rundt har to år i træk givet problemer for ryttere, som er blevet diskvalificeret, fordi de ikke har kørt etaperne til ende.

Torsdag skete det for blandt andre Mads Christensen fra Saxo Bank-Sungard, som dog senere blev benådet, og sidste år skete det for Alex Rasmussen, som dengang kørte for det danske hold.

- Der skal bare være nogle helt klare regler fra starten. Mon ikke også, at det kommer nu, siger Bjarne Riis.

Mads Christensen blev indhentet af frontgruppen på den afsluttende rundstrækning, og han fik uklare meldinger om, hvorvidt han skulle fuldføre den sidste rundtur, eller bare stå af.

Efter at kommissærerne havde tygget på en klage fra Saxo Bank-Sungard, besluttede de, at Christensen ikke skulle diskvalificeres alligevel.

Sidste år blev Alex Rasmussen smidt ud af løbet, fordi han ikke kørte sidste rundstrækning i Vejle.

Formand i Danmarks Cykle Union, Tom Lund, ser ingen sammenhæng mellem de to sager.

- Alex havde ikke fået forkerte henvisninger. Han havde bare ikke lyst til at køre over Kiddesvej den sidste gang. Der er stor forskel, siger Tom Lund og tilføjer:

- Vi håber selvfølgelig ikke, at det kommer til at ske igen. Distancen skal køres til ende. Løbsdirektør Jesper Worre har brugt tid på at forklare og indskærpe reglerne for alle her til morgen.

Bjarne Riis var ikke selv vidne til situationen, men håber, at det ikke sker igen.

- Jeg tror, alle gør en fejl her. For rytteren skal være helt 100 procent sikker på, at han må stå af, eller om han må køre videre.

- Jeg kan godt forstå, at de er forvirrede og trætte, også når der ikke er klarhed fra organisationen og kommissærernes side. Det kunne være rart, hvis de havde styr på det, siger Riis.

/ritzau/

To år i træk er ryttere blevet diskvalificeret i Danmark Rundt, og Bjarne Riis efterlyser klare linjer.

Offentliggjort Sidst opdateret