Riis sikrer fremtiden: Saxo Bank forlænger

I en hektisk tid med en verserende sag om en positiv dopingprøve hængende over hovedet på stjernen Alberto Contador, har Bjarne Riis fået en stor bekymring mindre forud for Tour de France.

Holdejeren har sikret holdet økonomisk i det kommende år, idet hovedsponsoren Saxo Bank har valgt at forlænge aftalen og dermed bliver som hovedsponsor for det danske hold næste år.

Holdet hedder dermed også i 2012 Saxo Bank-Sungard.

- Det er en stor dag for cykelholdet. Saxo Bank er en målrettet og topprofessionel virksomhed, så jeg er naturligvis både glad og stolt over, at Saxo Bank fortsat har stor tiltro til vores arbejde og mener, at det rent forretningsmæssigt giver mening at sponsorere cykelholdet, siger Bjarne Riis i en pressemeddelelse.

Saxo Bank har kørt parløb med Riis siden 2008. Banken valgte i januar 2010 at melde ud, at man ville trække sig som sponsor med udgangen af 2010.

I august ombestemte banken sig dog i forbindelse med, at Bjarne Riis fik chancen for at hente Alberto Contador til holdet.

- Sammen har vi nu siden 2008 vist i både ord og i handling, at vi er et fantastisk match, og vi bliver hele tiden bedre på grund af de åbenlyse fordele i et længerevarende partnerskab.

- Kontinuiteten i vores stærke samarbejde betyder samtidig meget for rytterne og mig personligt, fordi vi nu kan fokusere fuldt ud på at skabe resultater på landevejene og samle en stærk trup til næste års sæson, siger Bjarne Riis.

/ritzau/

Saxo Bank har valgt at forlænge bankens hovedsponsorat med Bjarne Riis til og med 2012.

Offentliggjort Sidst opdateret