Riis smiler igen: Contador åbnede ballet

Tour de France har været mere nedtur end optur for Saxo Bank-Sungard, men tirsdag vendte smilene tilbage til det danske hold, da Alberto Contador angreb og vandt vigtig tid på 16. etape.

- Jeg er rigtig godt tilfreds. Det er gode tegn for os. Det var det, som vi gerne ville se. Det er dejligt at se Alberto i den position igen, siger Bjarne Riis.

Etapen blev afgjort med Thor Hushovd som vinder flere minutter før favoritterne kom i mål, men det, der skete bagude på den sidste stigning, var en vigtig kamp mellem løbets favoritter.

Alberto Contador angreb og angreb. I starten sad brødrene Schleck med på hjul, men pludselig var der hul, og så var der kun Cadel Evans og Samuel Sánchez tilbage fra favoritgruppen.

- Vi planlagde i går, at vi skulle angribe, hvis muligheden var der.

- Vi havde planen om at gøre det, hvis benene var der. Jeg sagde til ham, at han måtte føle efter, og så måtte han bruge sine folk, siger Bjarne Riis.

Alberto Contador vandt kun 18 sekunder i forhold til løbets førende rytter, Thomas Voeckler, men spanieren satte flere af de øvrige favoritter, og blandt dem distancerede han Andy Schleck med 1,06 minutter.

Det åbner store perspektiver for Saxo Bank-Sungard, mener holdejeren.

- Jeg tror, alle har ventet lidt på, at Alberto skulle åbne ballet og sætte gang i Touren, og det synes jeg, han har gjort i dag. Vi bevæger os stille og roligt den rigtige vej, og vi har rigeligt gåpåmod.

- Det er vigtigt at se, at der er muligheder. Vi ser også, at Cadel er stærk, og Sanchez sidder med. Stigningen var så heller ikke så hård, men det virker meget lovende, siger Bjarne Riis.

/ritzau/

Efter en overraskende hård start på Tour de France, fik Saxo Bank-Sungard omsider et godt tegn fra Contador.

Offentliggjort Sidst opdateret