Bjarne Riis har udtaget sit Tour de France-hold, og der blev plads til tre danskere.
Hovedmålet for det danske hold Saxo Bank-Sungard er den samlede sejr til Alberto Contador, der jagter sin fjerde Tour-triumf.
De otte mand, der skal forsøge at hjælpe Contador til den samlede sejr er: Daniel Navarro, Benjamin Noval, Jesus Hernandez, Richie Porte, Chris Anker Sørensen, Nicki Sørensen, Brian Vandborg og Matteo Tosatto.
- Vi har selvfølgelig forsøgt at sammensætte holdet, så det passer bedst muligt til den overordnede strategi.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi stiller til start for at vinde Touren, og derfor har det handlet om at finde de rigtige ryttertyper til at give Alberto den bedste støtte gennem de tre uger, siger Bjarne Riis i en pressemeddelelse.
Veteranen Matteo Tosatto må sige at være den største kanin, der blev trukket op af Riis' cykelkasket.
Den 37-årige italiener skiftede til Riis' hold forud for denne sæson og må ventes at skulle styre tropperne på de franske landeveje sammen med Nicki Sørensen. Tosatto var også med til at føre Contador til sejr i Giro d'Italia tidligere på året.
På den danske front var udtagelsen af Tour-holdet ventet med stor spænding. Chris Anker Sørensen og Nicki Sørensen har hele tiden lignet sikre Tour-deltagere, mens der var usikkerhed om Michael Mørkøv og Brian Vandborg.
Mørkøv blev siet fra, men til gengæld blev der plads til Vandborg, der forud for denne sæson vendte tilbage til Riis' hold efter to år som Liquigas-rytter - begge år som deltager i Tour de France.
- Det er aldrig nogen let opgave at vælge folk fra. Flere af de ryttere, vi har måtte skuffe, fortjente virkelig en plads på holdet, siger Bjarne Riis, der har stor tiltro til de ni mand, der skal sørge for succes i Frankrig.
- Vi er nået frem til en trup, der både kan beskytte, være aggressiv og forsvare, og vi er stærke både på flad vej og i bjergene. Jeg synes, det er et fantastisk stærkt hold, vi kan mønstre.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned