Riis ville ikke matche tilbud til Navarro
Dagen inden cykelrytteren Alberto Contador skal gøre sit helt store comeback i det spanske etapeløb Vuelta a Espana, har en af hans allervigtigste hjælpere besluttet sig for at forlade Team Saxo Bank-Tinkoff Bank.
Spanske Daniel Navarro forlader til næste år Bjarne Riis, da han har skrevet en toårig kontrakt med franske Cofidis. En kontrakt, der gælder for sæsonerne 2013 og 2014.
Navarro fik et tilbud fra Cofidis, og Bjarne Riis besluttede sig for at lade spanieren smutte.
- Han havde et tilbud et andet sted fra, og det tilbud havde jeg ikke lyst til at matche, siger Bjarne Riis.
Selv om Daniel Navarro er en vigtig hjælperytter for Contador i bjergene, så er han altså ikke så vigtig, at han ikke kan undværes i fremtiden.
Også set i lyset af, at Navarro ikke selv kører rundt med ret mange af de point, som er så vigtige for holdet i bestræbelserne på at forblive et World Tour-hold.
- Det er, som det er. Det er jo en prioritering i forhold til pris og point og så videre, siger Bjarne Riis.
Daniel Navarro er en af de ryttere, der skal levere varen i de kommende tre uger, hvis Contador skal have maksimale arbejdsbetingelser i forsøget på at vinde Vueltaen.
Og Bjarne Riis frygter på ingen måde, at nyheden om en snarlig skilsmisse mellem holdet og Navarro vil få betydning for indsatsen i løbet eller stemningen på Saxo Bank-Tinkoff Banks Vuelta-hold
- Der er ingen problemer der, vi har stadig en opgave, der skal løses, siger Bjarne Riis.
29-årige Daniel Navarro kørte også for Contador, mens han var ved Astana. Navarro startede karrieren hos spanske Liberty Seguros.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker