Ringe bane udsætter AGF-Randers til ny dato

AGF-cheftræner David Nielsen og hans tropper må vente med at fortsætte jagten på en topplacering i Superligaen, efter at søndagens opgør er blevet udsat på grund af en dårlig bane. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AGF og Randers må vente med at sparke forårssæsonen i Superligaen i gang.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndagens superligakamp mellem AGF og Randers FC er blevet udsat til en anden dag, fordi banen i Aarhus er for sumpet.

En ny spilledato forventes meldt ud i den kommende uge, lyder det på Twitter fra Superligaen.

Kampen skulle være afviklet med start klokken 16, men klokken 10 vurderede en baneinspektør, at det ville koste for store skader på banen at gøre det.

Det beklager værtsklubben i en pressemeddelelse.

- Vi beklager meget de gener, denne aflysning påfører vores publikum, sponsorer, modstandere og alle andre involverede i kampen.

- Men efter en grundig vurdering - og i tæt samråd med Divisionsforeningen og Randers FC - har vi vurderet, at det ikke vil være muligt at gennemføre kampen, siger AGF-direktør Jacob Nielsen om konsekvensen af de seneste dages regnvejr.

AGF sluttede efteråret af på en flot tredjeplads i rækken, mens også Randers satte kurs mod top-6 med en femteplads efter 20 ud af de 26 kampe i grundspillet.

Nu må lokalrivalerne altså begge vente med at sparke foråret i gang.

- Det er enormt ærgerligt, for vi havde glædet os til at starte foråret med en stor kamp mod Randers FC.

- Så snart vi kender en ny kampdato, så melder vi den ud, og alle billetter købt til dagens kamp gælder naturligvis til den nye kampdato, siger Jacob Nielsen i pressemeddelelsen fra AGF.

Billetterne til søndagens kamp kan også refunderes, meddeler klubben.

Ceres Park i Aarhus var ikke egnet til at spille fodbold på søndag. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix