Ringe medaljehøst bekymrer ikke DIF

I 2009 har de danske atleter kun hentet otte medaljer. I samme periode i 2008 var antallet af medaljer 33. Tallene bekymrer dog ikke Danmarks Idræts-Forbund.

Det kunne ligne en mindre krise for dansk idræt, når man sammenligner antallet af medaljer i år med antallet af medaljer i samme periode sidste år. Fra januar og frem til juli i år har de danske atleter kun hentet otte medaljer, mens høsten i samme periode sidste år lød på hele 33 medaljer. Men der er ingen grund til panik, tallene har en naturlig forklaring, lyder det fra Danmarks Idræts-Forbund (DIF).
- Der har ikke været mange mesterskaber endnu i 2009 i de sportsgrene, hvor vi traditionelt set er stærke. Og en ting er medaljer, men ud over det har vi fået en række flotte resultater i store idrætsgrene som golf, tennis og fodboldlandsholdet. Men de resultater er ikke med i medaljeopgørelsen, siger OL- og elitechef i DIF, Jesper Frigast Larsen, til juni måneds udgave af Danmarks Idræts-Forbunds blad Idrætsliv.
Heller ikke Team Danmarks direktør, Michael Andersen, er bekymret over den fattige medaljehøst hidtil i 2009.
- Syv ud af de otte medaljer, der er vundet indtil videre i 2009, er vundet af Team Danmark-støttede atleter. Det er meget tilfredsstillende. og så kommer der endnu flere mesterskaber her i andet halvår, hvor vi har rigtig gode medaljechancer. Selvfølgelig vil vi helst vinde medaljer, men vi giver også fjerde- til ottendepladserne til verdensmesterskaber i OL-discipliner point, fordi det er en rigtig flot præstation at komme i top-otte til de mesterskaber, siger Michael Andersen.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret