Ritter slog timekorden fordi han var doven

Drivkraften var dovenskab, da Ole Ritter i 1968 rejste til Mexico City for at erobre timerekorden fra dens belgiske indehaver Ferdi Bracke.

- Min bevæggrund var, at jeg ikke kunne tage mig sammen til at køre klassement i Giro d'Italia, så jeg satsede på nogle enkle ting som enkeltstart og rekorder, for på en eller anden måde skulle jeg gøre opmærksom på mig selv, fortæller Ole Ritter.

Projektet lykkedes. Ole Ritter tilbagelagde 48,653 kilometer i løbet af de 60 minutter på den mexicanske cykelbane, hvilket var cirka en halv kilometer længere end Ferdi Brackes rekord fra året før.

Den 70-årige danske forretningsmand, som dengang var 28 år og kørende for cykelholdet Germanvox, kastede sig over projektet for at tjene penge.

- Jeg brugte rekorderne til at sætte mig selv i scene og for at tjene nogle penge. Mange gange lejede jeg hallerne, eller jeg fik nogen til at leje dem, så indtjeningen kom til mig, siger Ole Ritter.

Det var legende nemt, forklarer Ritter.

- Jeg synes, det er rimelig let, for man kan hele tiden måle sig selv. Jeg trænede på en bestemt måde ud fra et tidsskema.

- Så længe jeg var i tiden, fortsatte jeg. Så snart jeg ikke kunne holde tiden, så stoppede jeg. En dag kørte jeg måske 17 kilometer en anden seks kilometer og en tredje 32 kilometer.

- Da jeg kom op på 35 kilometer, var jeg klar til at køre rekord, for så tænkte jeg, at så kunne jeg også holde resten af vejen.

- Jeg holdt simpelthen op med at træne, hvis jeg kom bare en smule uden for tidsskemaet. Jeg ville holde min rytme, og derfor synes jeg egentlig, at det var rimelig let, siger Ole Ritter.

Timerekorden indehaves i dag af russeren Ondrej Sosenka, som kørte 49,700 kilometer i 2005 på en cykelbane i Moskva.

/ritzau/

Det var ren dovenskab, der gjorde, at Ole Ritter kastede sig over timerekorden og slog den i 1968.

Offentliggjort Sidst opdateret