Ro-duo vinder OL-bronze og fordobler dansk medaljehøst
Joachim Sutton og Frederic Vystavel har overrasket ved OL og er nu medaljevindere. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Roerne Joachim Sutton og Frederic Vystavel sikrede Danmark OL-bronze i toer uden styrmand.
Det er ikke mange, der har peget på Joachim Sutton og Frederic Vystavel som oplagte danske medaljevindere ved OL.
Men natten til torsdag kunne den danske ro-duo alligevel lade sig hylde.
Her blev Sutton og Vystavel nemlig treer i finalen i toer uden styrmand, så det blev til en bronzemedalje.
Dermed er Danmark oppe på to medaljer ved legene. Skeetskytten Jesper Hansen vandt sølv mandag.
De kroatiske brødre Martin og Valent Sinkovic vandt finalen i toer uden styrmand overbevisende, mens Rumænien blev nummer to.
Sutton og Vystavel lå blandt de forreste fra start til slut. Danskerne fik en god start og så tidligt ud til at skulle kæmpe om medaljer.
Kroaterne trak hurtigt fra, mens Sutton og Vystavel lå nummer to efter både 500 og 1000 meter. Herefter overhalede rumænerne, men der var langt ned til fjerdepladsen for danskerne, der begyndte at kunne øjne finalen.
På de sidste 500 meter begyndte Canadas Kai Langerfeld og Conlin McCabe dog at nærme sig, men Sutton og Vystavel formåede altså at holde fast i tredjepladsen og bronzemedaljen.
Frederic Vystavel er 27 år og voksede op i Storbritannien, mens 26-årige Joachim Sutton er fra Roskilde. De er begge med ved et OL for første gang efter at have kvalificeret sig ved et stævne i midten af maj.
Sidste år blev de nummer seks ved EM.
Deres vej til OL-finalen begyndte lørdag, hvor de vandt deres indledende heat. Derefter blev det til en andenplads i onsdagens semifinale, og så var finalebilletten i hus.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker