Roberto Carlos: Eto'o kan skabe problemer i Chelsea
Chelsea-angriberen Samuel Eto'o kan komme til at give manager Jose Mourinho alvorlige problemer efter sit skifte til Premier League-klubben.
Advarslen kommer fra brasilianske Roberto Carlos, der har arbejdet sammen med Eto'o i den russiske klub Anzhi Makhachkala. Da Carlos i 2012 indstillede karrieren, blev han teknisk direktør i Anzhi.
- Jeg har kendt Eto'o, siden han var 16 år. Han er en god person, og jeg har altid godt kunnet lide ham, men han tænker altid på sig selv, ikke gruppen, og det kan være meget skadeligt, siger Roberto Carlos til globoesporte.com.
32-årige Eto'o var ifølge Roberto Carlos interesseret i alt muligt andet end at spille fodbold i Anzhi.
- Det er meget forvirrende og mærkeligt, når en fodboldspiller - i stedet for at spille - er interesseret i at få spillere, som er hans venner, til klubben. Han gjorde alt andet end at spille fodbold i Anzhi, siger Carlos.
- På et tidspunkt ville Samuel blande sig i mit arbejde. Han ønskede at kontrollere klubben og overtage min og træner Guus Hiddinks plads.
- Vi talte sammen om en ting, og bagefter kunne han gå ud til de andre spillere og sige noget helt andet.
- Det stressede mig, og jeg var parat til at pakke min kuffert og forlade klubben, siger Roberto Carlos.
Den 40-årige brasilianer er ikke længere i Anzhi, der har skåret kraftigt i budgettet forud for denne sæson. Carlos er nu manager i tyrkiske Sivasspor.
Samuel Eto'o har gennem årene scoret masser af mål for blandt andre Mallorca, FC Barcelona og Inter.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde