Robin van Persie vil væk fra Arsenal

Angriberen Robin van Persie ønsker at komme videre i fodboldkarrieren og forlænger derfor ikke sin kontrakt med Arsenal, som udløber i sommeren 2013.

Offentliggjort Sidst opdateret

I sidste sæson scorede 28-årige van Persie 30 ligamål i Premier League for Arsenal, og han har været en af ligaens bedste spillere i den forgangne sæson.

- Jeg har tænkt længe over det, og det har været svært, men jeg har besluttet mig for ikke at forlænge min kontrakt.

- Fans og andre har selvfølgelig lov til at være uenige i mine synspunkter og i min beslutning. Jeg vil altid respektere deres meninger, forklarer Robin van Persie på sin hjemmeside.

Arsenal-manager Arsène Wenger har tidligere udtalt, at van Persie er en stor del af planerne i London-klubben, men på et møde mellem parterne, har van Persie afvist Arsenals tilbud om forlængelse:

- Personligt har jeg haft en fremragende sæson, men mit mål har været at vinde trofæer samt at bringe klubben tilbage til sin storhedstid, siger van Persie og tilføjer:

- Som følge af min store respekt for Wenger, spillerne og fansene vil jeg ikke gå i detaljer, men uheldigvis er det på mødet igen blevet klart for mig, at vi på mange måder er uenige om, hvordan Arsenal skal bevæge sig fremad.

På det omtalte møde var Arsenals bestyrelsesformand Ivan Gazidis til stede, og flere møder vil nu følge.

Van Persie, som kom til Arsenal i 2004, understreger, at han elsker klubben og fansene lige meget, hvad der sker.

- Jeg har udviklet mig og er blevet en mand i løbet af min tid i Arsenal. Fansene og alle i klubben har altid støttet mig i løbet af årene, og jeg har altid givet alt, og mere til, på og uden for banen.

- Jeg er meget stolt over at have været en del af denne fantastiske klub i de sidste otte år. Så snart Gazidis er tilbage fra sin to ugers lange ferie i USA vil flere møder følge, og jeg vil opdatere, når der er yderligere udvikling, siger van Persie.

Van Persie er på det seneste blevet sat i forbindelse med et muligt skifte til det italienske mesterhold Juventus, de engelske mestre Manchester City samt de spanske storklubber Real Madrid og FC Barcelona.

/ritzau/