Rødby-håb slået i første runde ved DM

LF-mesteren i damesingle for seniorer, den blot 14-årige Sabine Raaberg fra Rødby fik ikke lang levetid ved de danske U-15 mesterskaber i badminton i Sakskøbing Sportscenter, da Rødby-talentet blev elimineret i første runde i dame single.

Sabine Raaberg, som var eneste spiller fra Lolland-Falster i det tre dage lange DM-stævne, spillede i perioder ganske pænt mod Anina Nilsson fra Vendsyssel og førte blandt andet 13-10 i første sæt. Men derpå gik Rødby-pigen i stå og tabte sættet 17-21 - primært fordi for mange bolde blev slået ud over sidelinjerne.

I andet sæt lignede Sabine Raaberg en taber, da Vendsyssel-pigen bragte sig foran 16-12. Men derpå fik Sabine Raaberg en fin stime. Hun vandt de næste fem bolde og kom således foran 17-16.
Men der var højspænding til sidste bold. Den servede Anina Nilsson direkte i nettet - og så vandt Sabine Raaberg sættet 21-19.

I tredje og afgørende sæt fjernede den jyske pige hurtigt enhver spænding ved at bringe sig foran 11-4 ved sideskift og senere 19-5, hvorefter Sabine Raaberg blomstrede op. Men hente det forsømte, kunne Rødby-spilleren ikke. Facit på tredje sæt blev 21-12 til Anina Nilsson.
- Jeg er da skuffet, for jeg spillede ikke min bedste kamp. Jeg lavede for mange fejl og slog for mange bolde ud over side- og baglinjerne, erkendte det unge fjerboldtalent bagefter.

Ny dansk mester i dame single blev den bundseedede Sandra-Maria Jensen fra Solrød Strand. 

- Det hele forløb uden problemer og Dansk Badminton Forbund roste os for arrangementet, beretter Sven Erik Nyman, som sammen med andre Sakskøbing-ledere ledede DM-stævnet.




Fremtidens badmintonstjerner mødtes til DM i Sakskøbing Sportscenter.

Offentliggjort Sidst opdateret