Rødby henter mangeårig Frem-træner til klubben
Nikolaj Jeppesen skal de næste to og et halvt år stå i spidsen for Rødby. Foto: Sebastian Bøgvind
Privat
Nikolaj Jeppesen overtager roret i Sjællandsserie-klubben efter Jens Jessen til nytår.
RØDBY: Det har været en turbulent tid for Rødby Boldklub, efter de på tragisk vis mistede cheftræner Jakob Vildenfelt, der døde efter sidste hjemmekamp i foråret, hvor klubben netop havde fejret oprykning til Sjællandsserien.
Klubmanden Jens Jessen trådte til midlertidigt i nødens stund og afvikler efterårssæsonen for det nyoprykkede Sjællandsserie-mandskab, men fra nytår er der en ny fast mand på trænerposten.
Den tidligere assistenttræner i Frem Sakskøbing, Nikolaj Jeppesen, har underskrevet en lang kontrakt gældende for de kommende to og en halv sæsoner.
- Det har været vigtig for os at få ro omkring den post, og med ansættelsen af Nikolaj er vi sikker på, at vi har fundet den rigtige mand til jobbet. Efter et par samtaler var vi ikke i tvivl om, at han kommer til at passe rigtig godt ind i vores klub.
- Han har de værdier, som vi sætter højt, hvor der udover at være plads til det sociale også skal være plads til alle, lyder det fra næstformand i Rødby Lars Kruse, der altså har udstyret Nikolaj Jeppesen med en lang kontrakt, der rækker udover den igangværende sæson, hvor Rødby kun har spillet sig til et enkelt point i Sjællandsserien i kraft af det uafgjorte resultat mod Væggerløse i lørdags.
Svært at undgå nedrykning
- Vi ved godt, at det bliver mere end svært at overleve i Sjællandsserien, og realistisk set er det heller ikke målsætningen. For os handler det om, at Nikolaj skal rykke på nogen ting med det lange lys på. Blandt andet på træningskulturen og integrere nogle af de unge spillere, der er på vej op.
Nikolaj Jeppesen kommer fra Sakskøbing og har, på nær en enkelt afstikker som holdleder i Nykøbing F. Alliancen for mange år tilbage, altid været tilknyttet Frem Sakskøbing som både træner og spiller.
Heraf de seneste fem sæsoner som assistenttræner for Nikolaj Lohse på østlollikkernes Sjællandsserie-mandskab.
Et hverv, der stoppede i sommers. Så for ham bliver det mærkeligt at forlade Frem Sakskøbing, som i øvrigt er den første modstander han skal stå over for i forårspremieren i Sjællandsserien på den anden side af vinterferien.
- Selvfølgelig bliver det meget underligt, når nogle af mine allerbedste kammerater står ved den anden trænerboks, men jeg følte, det var nu, at jeg skulle ud og prøve mig selv af trænermæssigt og stå i spidsen for et førstehold.
- Og så skader luftforandring heller ikke, bemærker Nikolaj Jeppesen, der ikke var i tvivl, da tilbudet fra Rødby kom, selv om det betyder et farvel til hjerteklubben i Sakskøbing, hvor han lige nu er engageret som kvindetræner.
Spillet med åbne kort
- Jeg har spillet med fuldstændig åbne kort og har også brugt mine kammerater i B. Frem i forløbet, og alle har sagt, at det var nu, at jeg skulle ud og stå på egne ben. De har støttet mig hele vejen og bakket beslutningen op. Nu glæder jeg mig bare sindssygt meget til at komme i gang med opgaven i Rødby, lyder det fra 46-årige Nikolaj Jeppesen, der blev præsenteret for Rødbys spillertrup i lørdags efter kampen mod Væggerløse.
- De tog rigtig godt imod mig, og jeg ser frem til at sætte mit aftryk på tingene i Rødby, siger Nikolaj Jeppesen, der officielt er Rødby-træner fra 1. januar.
Den nuværende assistenttræner Peter Kruse fortsætter i den rolle i hvert fald indtil sæsonafslutningen i juni.
Seneste artikler
Friluftsbad kan endelig åbne
Stort panttyveri fra ø-butik
Ildsjæle stablede åbningsfest på benene og betalte det hele selv
Ny opgørelse: Så mange på LF har langt til offentlig transport
Forsvaret til angreb i yacht-sag: Billeder kan have fået forkerte datoer
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Efterlyser vidner i sag om grov vold