RØDBYS BADMINTON HERRER VANDT ALLE DERES KAMPE

Patrick Hansen, Jonas Pipper Rasmussen, Tobias Bauch og Janus Pipper Rasmussen lige inden det går løs på banerne. Foto: Lise Ravnkilde

Offentliggjort Sidst opdateret

SVENDBORG, FOLKETIDENDE: Fire herrer fra Rødby Badminton Klub tog vejen til Svendborg. På grund af arbejde og små børn nåede de ikke frem til parade og åbningsshow. Men de er alle ret imponerede over det store musikprogram, med flere store kunstnere.

Jonas og Janus Pipper Rasmussen var til landsstævne for 13 år siden som 17 årige. De havde en god oplevelse og nu mente de, at nu var det tid til at komme af sted igen.

- Vi havde det sjovt dengang, nu ville vi af sted igen, fortæller Janus Pipper Rasmussen, der er formand for Rødby Badmintonklub.

Han fik overtalt de andre og er sikker på, at få endnu flere med til det næste landsstævne.

Tre af herrerne har små børn, så de skulle lige have planlagt, at være af sted i en lang weekend.

- Jeg har aldrig været til landsstævne før, men det lød interessant, så jeg ville gerne prøve. Og så er vi jo sammen med klubkammeraterne, fortæller Patrick Hansen.

De bor på en skole, hvor de deler værelse med tre tennisspillere og det er en del af oplevelsen, mener de.

- Landsstævne handler om fællesskab, og hygge. Vi drikker en øl bagefter og møder hinanden på en anden måde og ikke mindst møder andre, fortæller Jonas Pipper Rasmussen.

Rødby-kvartetten vandt samtlige kampe - uden at afgive sæt.