Roglic moser Vingegaard og kompagni på spansk enkeltstart
Primoz Roglic var klart stærkest på enkeltstarten på 1. etape. (Arkivfoto). Foto: Miguel Riopa/Ritzau Scanpix
Primoz Roglic var uimodståelig på enkeltstarten, der mandag åbnede Baskerlandet Rundt.
Jonas Vingegaard er blandt favoritterne i Baskerlandet Rundt, og mandag fik han en godkendt start, da han snuppede niendepladsen på den 7,5 kilometer lange enkeltstart, der åbnede løbet.
Han blev dog klart overgået af sin holdkammerat og medkaptajn, Primoz Roglic, som vandt enkeltstarten i en tid, der var 20 sekunder bedre end Jonas Vingegaards.
Det 22-årige belgiske fænomen Remco Evenepoel var med sin andenplads tættest på at true Roglic. Hans tid var fem sekunder dårligere end slovenerens.
Da Jonas Vingegaard kom i mål, inden Primoz Roglic havde været ude på ruten, var han godt tilfreds med sin tid.
- Det var superhårdt, men jeg kan være glad. De korte enkeltstarter passer mig ikke så godt som de lange, så jeg er faktisk ret glad for, hvordan det gik, siger han til Eurosport.
Han afslører, at han har brugt masser af tid på at forberede sig på Baskerlandet rundt.
Han har opholdt sig under spanske himmelstrøg i en uges tid, og det var ikke første gang, han kørte enkeltstartsruten.
- Jeg har kørt nedkørslen nogle gange og kendte hvert eneste hjørne. Jeg tror, det hjalp, siger han.
Jonas Vingegaard er sendt til Baskerlandet Rundt som kaptajn. Den rolle har han dog ikke alene. Jumbo-Visma satser mindst lige så meget på Primoz Roglic.
Den rollefordeling kan de to godt begynde at vænne sig til. Det er nemlig sådan, konstellationen også ser ud, når Tour de France til sommer bliver skudt i gang i København.
I Baskerlandet Rundt venter tirsdag en etape med et par stigninger. Det er dog ikke stigninger, der for alvor kan udfordre klassementrytterne.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde