Roglic tager Vuelta-triumf foran den evige danske toer
Primoz Roglic tog første stik, da han tirsdag kørte sig i den røde førertrøje i Vueltaen, som han har vundet de seneste tre år. Foto: Ander Gillenea/Ritzau Scanpix
Mads Pedersen blev for tredje etape i træk nummer to i Vueltaen, hvor han denne gang blev slået af Roglic.
Mads Pedersen kørte fremragende på 4. etape af Vuelta a España, men for tredje etape i træk var én mand på dagen stærkere.
Den danske eksverdensmester blev i to klassiske spurter slået af Sam Bennett, og da han tirsdag gik efter sejren på målbakken i Laguardia, kom den tredobbelte Vuelta-vinder Primoz Roglic buldrende.
Sloveneren var uimodståelig på de sidste 200 meter og tog både etapesejr og førertrøje, mens Mads Pedersen kørte ind og sikrede sig sin tredje andenplads på stribe i løbet.
- Uh, det var op ad bakke. Det var varmt i dag, og alle har lidt, selv om etapen ikke var så lang, siger Mads Pedersen til TV 2 efter etapen.
- Der er gode klatreben, men det er svært at hente Primoz i sådan en finale. Jeg fik hentet nogle gode point på Bennett i pointkonkurrencen, så det er fint.
I den baskiske sensommervarme med temperaturer på 30 grader kom seks mand tidligt afsted i udbrud. Det største navn blandt dem var Astanas Alexey Lutsenko, nier i årets Tour de France.
Forspringet nåede op på omkring tre minutter, inden feltet begyndte at hale frontgruppen ind.
Den var halet tilbage i feltet med 33 kilometer til mål.
På den omkring seks kilometer lange kategori-3-stigning ti kilometer senere begyndte en større udskilning.
Trek med en velkørende Mads Pedersen satte sig frem for at ryste sprinterne af, inden den tre kilometer lange målbakke, hvor den danske eksverdensmester drømte om etapesejr.
Han holdt sig med fremme på nedkørslen hen mod målbakken, hvor et reduceret felt nåede samlet frem til den sidste kilometer.
Mads Pedersen sad i en perfekt position hele vejen, men da det gik opad, var Roglic den klart stærkeste.
Han fører nu løbet med 13 sekunder ned til sin holdkammerat Sepp Kuss og 26 sekunder til Ineos-briten Ethan Hayter.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker