Rolf Sørensen føler sig misforstået

TV2-kommentator Rolf Sørensen følte sig efter 9. etape af Tour de France misforstået, efter han på direkte tv havde udtalt, at Bjarne Riis' fremtidige cykelhold kunne være spændende projekt at være en del af.

Men sådan skulle det ikke fortolkes, forklarer Rolf Sørensen efterfølgende.

- Overhovedet ikke. Det er totalt misforstået, siger Rolf Sørensen til spn.dk og uddyber:

- Jeg har bare sagt, at det kunne være et projekt, som det kunne være sjovt at være del af, hvis det var de unge talenter, man skulle føre frem helt nedefra, og det ikke var stjerner, som er forholdsvist nemme. Det andet ville være en meget større udfordring. Og så tæller det for mig, at det skulle være vores egne.

Det var slet ikke ment som en jobansøgning til Bjarne Riis. Rolf Sørensen ønsker nemlig ikke et job med så mange rejsedage, som der er forbundet med et job på et cykelhold.

- Jeg kunne blive sportsdirektør på hvilket som helst hold, hvis det var det, som jeg ville og havde lyst til. Jeg skal ikke være væk 200 dage om året, fastslår Rolf Sørensen.

Bjarne Riis har ikke set eller hørt det, som Rolf Sørensen sagde på tv, og Team Saxo Banks holdejer ønsker ikke at forholde sig udtalelserne.

- Det har jeg ikke hørt, og det kan jeg ikke tænke over lige nu, siger Bjarne Riis med et grin.

Rolf Sørensen udtalte tidligere tirsdag, mens rytterne var på vej ned af det første kategori 1-bjerg på 9. etape, følgende fra kommentatorboksen:

- Det er et projekt, jeg for den sags skyld gerne vil være en del af, lød det fra Sørensen.

/ritzau/

Rolf Sørensens spontane tilbud om at blive en del af Bjarne Riis' fremtidige cykelhold er blevet misforstået. TV2-kommentatoren ønsker ikke et job hos Riis.

Offentliggjort Sidst opdateret