Roma-effektivitet sikrer vigtig sejr over Milan
Edin Dzeko (th.) sendte Roma på sejrskurs i udekampen mod Milan. Foto: /ritzau/AP/Alessandra Tarantino/arkiv
/ritzau/AP/Alessandra Tarantino/arkiv
På to scoringer i anden halvleg snuppede Roma en 2-0-sejr over Milan og holder sig til i toppen.
AC Milan tog imod AS Roma til en kamp om, hvilket af de to mandskaber som skulle holde bedst trit med de øvrige tophold i Serie A.
Den duel slap Roma bedst fra, da hovedstadsklubben vandt 2-0 på San Siro i Milano.
I en meget lige kamp havde de to hold voldsomt svært ved at skabe store chancer.
Få gange for hvert hold i første halvleg var der optræk til, at det kunne blive farligt, men de store chancer udeblev.
Derfor var 0-0 ved pausen også aldeles rimeligt.
I første halvdel af anden halvleg var Milan bedst spillende og kom frem til et par chancer, men de blev ikke udnyttet.
Og så kunne man ellers trække klichéen frem om, hvad der sker, når man ikke udnytter sine chancer.
Hos Roma har man i front angriberen Edin Dzeko, og han kan afslutte. Små 20 minutter før tid modtog han bolden et stykke uden for feltet.
Efter et par træk fremad trykkede han af, og via en lille afretning på en Milan-fod strøg bolden i mål bag en sagesløs Gianluigi Donnarumma.
Helt så sagesløs var Milan-keeperen ikke fem minutter senere.
Radja Nainggolan trykkede af, og Donnarumma slog bolden ud midt i feltet, hvor Alessandro Florenzi let kunne sparke riposten ind til 2-0.
Kort efter fik Milans Hakan Calhanoglu sit andet gule kort, og 10 mod 11 forduftede muligheden for at kæmpe sig til et point.
Dermed er Roma oppe på 15 point for seks kampe, mens Milan forbliver på 12 point - endda for syv kampe.
Lazio var nede 0-1 mod Sassuolo, men endte med at uddele en tennislektion på 6-1.
Også Inter hentede tre point i topstriden, da Marcelo Brozovic med to scoringer sørgede for 2-1-sejren over oprykkerne Benevento.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker