Roma-kaptajn havde set teenagers pragtpræstation komme
Nicolo Zaniolo passerede målmandslegenden Iker Casillas første gang med 20 minutter igen af den regulære spilletid. Foto: Andreas Solaro/Ritzau Scanpix
Andreas Solaro/Ritzau Scanpix
19-årige Nicolo Zaniolo blev Romas store helt med to scoringer i ottendedelsfinalen mod Porto.
I en alder af bare 19 år oplevede Nicolo Zaniolo tirsdag aften at afgøre en ottendedelsfinalekamp i Champions League.
Med to mål var han årsagen til, at Roma vandt 2-1 i det første af to opgør mod Porto. Det kommer dog ikke bag på Romas anfører, Daniele De Rossi.
- Zaniolos præstationer kommer ikke længere som nogen overraskelse. Hans fysiske styrke er fantastisk for en spiller på hans alder. Og den kombinerer han så med en storslået teknik, siger Daniele De Rossi ifølge uefa.com.
- Han er allerede en stor spiller, men han kommer til at blive en stor mester, lyder hyldesten fra Roma-kaptajnen.
Roma havde siddet på kampen i store perioder, men det var først med 20 minutter igen, at holdet fra Italiens hovedstad fik hul på bylden.
Edin Dzeko fandt Zaniolo, som sparkede bolden mellem benene på en forsvarsspiller og bragte romerne på 1-0. Fem minutter senere øgede han også til 2-0.
Kun en reducering af Portos Adrian forhindrede den perfekte aften for italieneren.
- Jeg er virkelig glad. Det er nærmest umuligt at beskrive med ord. Jeg vil aldrig glemme den her aften.
- Jeg håber, jeg kommer til at score mange flere vigtige mål for Roma, siger den italienske teenager.
- Den sene scoring, vi tillod, kan blive en udfordring i returkampen. Men vi må bare blive ved med at arbejde hårdt og forsøge at gøre arbejdet færdigt i Portugal. Vi forberedte os på ikke at give mange chancer væk i den her kamp, og det vil vi også gøre i returopgøret.
Også Daniele De Rossi ærgrer sig over Portos reducering.
- Vi kan ikke være trygge med en 2-1-sejr, men jeg tror, at vi nu kan sige, at chancerne for, at vi går videre, er 51-49 (i procent, red.), siger anføreren.
Opgør nummer to finder sted 6. marts på Estádio do Dragão i Porto.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde