Rommedahl tæt på matchvinderrolle for Ajax

I landsholdssammenhæng har fodboldspilleren Dennis Rommedahl ikke scoret i de seneste 18 kampe, men det går lidt bedre, når kantspilleren har arbejdsgiveren Ajax' spillertrøje på. Rommedahl scorede målet for Ajax, da den hollandske storklub på udebane spillede 1-1 mod belgiske Anderlecht i Europa Leagues gruppespil.

Danskeren var dog tæt på at blive matchvinder for hollænderne. Rommedahl blev sendt på banen efter en lille times spil, og godt et kvarter senere kunne danskeren bringe Ajax foran med 1-0. Anderlecht fik dog trods en mand i undertal udlignet til 1-1 med fem minutter tilbage af opgøret.

Det uafgjorte resultat betyder, at Ajax er på tredjepladsen i gruppe A med to point for to kampe. Gruppen føres an af Anderlecht med fire point, mens Dinamo Zagreb har tre af slagsen.

/ritzau/

Indskiftede Dennis Rommedahl var tæt på at blive matchvinder for Ajax, som på udebane mod Anderlecht spillede 1-1 i Europa Leagues gruppespil.

Offentliggjort Sidst opdateret