Fest og ballade synes at være uløseligt forbundet med den brasilianske fodboldspiller Ronaldinho, og det har endnu en gang bragt ham i problemer.
Den 30-årige AC Milan-spiller blev ved to-tiden natten til fredag spottet, mens han befandt sig på en natklub i Milano. Det skuffer i dén grad AC Milans træner, Massimiliano Allegri, som lørdag skal føre den italienske Serie A's førerhold ind til hjemmekampen mod Fiorentina.
- Det er helt klart ikke i orden. Det er ikke et tidspunkt, der stemmer overens med det at være en atlet, siger Allegri ifølge hjemmesiden Football Italia.
Ronaldinho var netop vendt tilbage til Italien, efter at han onsdag spillede for Brasilien i venskabskampen mod Argentina. Den kamp blev spillet i Doha i Qatar.
Ronaldinho er foreløbig med i Milan-truppen til Fiorentina-kampen, men trods skader til offensive profiler som Alexandre Pato og Filippo Inzaghi skal Ronaldinho næppe regne med at indlede kampen på banen.
- Det er svært at se Ronaldinho på banen samtidig med Zlatan Ibrahimovic og Robinho, siger Massimiliano Allegri, som på det seneste har placeret Ronaldinho på bænken.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub