Ronaldo forlænger med Real Madrid til 2018
Den portugisiske fodboldspiller Cristiano Ronaldo forlængede søndag sin kontrakt med den spanske klub Real Madrid med yderligere tre år.
Det betyder, at offensivspilleren bliver i kongeklubben til sommeren 2018, da den oprindelige aftale mellem parterne løb til sommeren 2015.
Den 28-årige fodboldspiller fik sit internationale gennembrud i Manchester United under manager Sir Alex Ferguson, og han skiftede i 2009 til den spanske klub.
Cristiano Ronaldo bliver angiveligt den højest betalte spiller i La Liga med en årsløn på 17 millioner euro (127 millioner kroner), skriver den spanske avis Marca.
Rygterne er ellers gået på, at Ronaldo skulle være på vej væk fra Real Madrid, og den velbetalte fodboldspiller har selv givet næring til de historier med beskeder på Twitter.
Der har været snak om, at portugiseren skulle være på vej tilbage til Manchester United, med hvem han høstede stor succes, blandt andet tre Premier League-titler og et enkelt Champions League-trofæ.
Rygterne blev intensiveret, da Real Madrid købte Gareth Bale hos den engelske Premier League-klub Tottenham for 100 millioner euro (cirka 750 millioner kroner). Ronaldo kostede Real Madrid 94 millioner euro i 2009.
Der blev især sået tvivl om, hvorvidt to så store stjerner - begge med placeringen venstrekant som favoritposition - kunne spille i samme klub.
Ifølge det internationale fodboldmedie goal.com har Real Madrid imidlertid været fast besluttet på at beholde Ronaldo og derfor angiveligt tilbudt ham en kontrakt, han ikke kunne sige nej til.
Portugiseren har vundet La Liga én gang med Real Madrid, som resultatmæssigt har stået i skyggen af FC Barcelona i de seneste sæsoner.
Lørdag aften spillede både Ronaldo og Bale med fra start og scorede for Real Madrid, som skuffende måtte nøjes med et 2-2-resultat ude mod oprykkerne fra Villarreal.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned