Ronaldo: Jeg vil skrive historie i Manchester United igen
De tre point mod Villarreal var vigtige for at nå videre fra gruppespillet, siger målhelten Cristiano Ronaldo.
Cristiano Ronaldo ønsker at skrive historie i Manchester United. Igen.
Det fortæller den portugisiske superstjerne i kølvandet på Uniteds 2-1-sejr over Villarreal i Champions League.
- Jeg har skrevet historie i denne klub, og jeg ønsker at gøre det igen, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
I sine seks år i United fra 2003 og 2009 sikrede Ronaldo sig sit første af i alt fem Champions League-trofæer.
Med det afgørende mål dybt inde i overtiden onsdag aften blev Ronaldo den store helt for Manchester United, der i høj grad havde brug for de tre point efter det chokerende nederlag til Young Boys i den første gruppekamp.
- Hvis vi ikke havde fået tre point i dag, kunne det være blevet svært at komme videre. Men nu er alt muligt for os. Det hele er åbent, og vi tror på, at vi når videre, siger Ronaldo ifølge AFP.
Onsdagens kamp mod Villarreal var Ronaldos nummer 178 i Champions League. Han overgår dermed den tidligere Real Madrid-målmand Iker Casillas som den spiller med flest kampe i turneringen.
Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær tildeler Ronaldos mentale styrke æren for sejren i overtiden.
- Det er lige netop det, han har gjort i løbet af hele sin karriere - han er så stærk mentalt. Han bliver i kampen. Jeg har været sammen med ham hele dagen i dag. Han bygger sig selv op til kampen og er fokuseret, siger nordmanden onsdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I Gruppe F har United nu ligesom Young Boys tre point efter to kampe. Atalanta ligger nummer et i gruppen med fire point, mens Villarreal ligger sidst med et enkelt point.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker