Ronaldo misser chancen for første titel i Saudi-Arabien
Cristiano Ronaldo røg sammen med sin nye saudiske klub ud i semifinalen af landets Super Cup. Foto: Ahmed Yosri/Reuters
Al Nassr og Cristiano Ronaldo levede ikke op til favoritværdigheden, men røg ud i semifinalen i Super Cuppen.
Cristiano Ronaldo blev hentet til Saudi-Arabien for at vinde titler med den ambitiøse og storsatsende fodboldklub Al Nassr.
Men i forsøget på at hente en titel i den saudiske Super Cup røg Al Nassr og Ronaldo ud med et brag allerede i semifinalen.
Al Nassr tabte torsdag aften skuffende 1-3 til rivalen Al Ittihad i Riyadh. Dermed missede holdet søndagens Super Cup-finale og den første mulige titel til Ronaldo.
Den 37-årige portugiser, der fem gange er kåret som verdens bedste fodboldspiller, spillede hele opgøret. Han havde et par chancer for at score, men brændte.
Al Ittihads defensiv tog sig generelt godt af Ronaldo, som blev forhindret i at indtage en hovedrolle i kampen.
I første halvleg bragte Al Ittihad sig foran 2-0 på mål af brasilianeren Romarinho og den marokkanske VM-spiller Abderrazak Hamdallah.
Ronaldos holdkammerat Anderson Talisca reducerede til 1-2 efter 67 minutter, men tættere på kom holdet ikke.
I stedet cementerede Muhannad Al-Shanqeeti sejren med målet til 3-1 i tillægstiden.
Al Nassr og Ronaldo skal næste gang i aktion 3. februar ude mod Al Fateh i den saudiske liga. Den topper Al Nassr lige nu.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet