Ronaldo: Mourinho fortsætter i Real Madrid

Det mener i hvert fald portugiserens landsmand Cristiano Ronaldo, superstjernen på Mourinhos hold.

- Han kommer til at fortsætte. Han fortsætter hos os, siger Cristiano Ronaldo ifølge nyhedsbureauet Reuters.

José Mourinho er i den seneste tid blevet rygtet væk fra Real Madrid, selvom klubben fører den spanske liga med et forspring på 10 point ned til de seneste tre sæsoners mestre, FC Barcelona.

Ikke mindst Chelsea, som Mourinho trænede fra 2004-2007, skulle være et bud på en kommende arbejdsgiver.

Mourinho vandt to engelske mesterskaber med Chelsea, men han formåede ikke at leve op til kravet fra klubejeren, Roman Abramovich, om en Champions League-triumf.

José Mourinho har til gengæld vundet turneringen med FC Porto i 2004 og med Inter i 2010.

Real Madrid skal onsdag forsøge at spille sig videre til kvartfinalerne i Champions League, når holdet på hjemmebane tager imod CSKA Moskva.

Den første kamp i Rusland endte 1-1.

José Mourinho mener ikke, at hans fremtid som Real Madrid-træner afhænger af, om han formår at føre klubben til dens første Champions League-triumf siden 2002.

- Afhænger min fremtid af denne kamp? Nej. Med mindre klubben beslutter sig for at fyre mig, men jeg baserer ikke mine beslutninger på, om jeg vinder eller taber en enkelt kamp, siger træneren.

/ritzau/

José Mourinho fortsætter som træner for Real Madrid i næste sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret