Ronaldo overbeviste dommer om at omstøde eget straffespark
I stedet for at gøre sig klar til at sparke straffespark, kom Cristiano Ronaldo hurtigt på benene igen og viste en løftet pegefinger til dommeren, kinesiske Ma Ning. Foto: Fayez Nureldine/Ritzau Scanpix
På usædvanlig vis var Cristiano Ronaldo ikke enig med dommeren i, at han skulle have haft straffespark.
Normalt er dommerne i fodbold ikke særligt modtagelige over for input, når spillerne brokker sig over deres kendelser på grønsværen.
Mandag havde den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo dog held med at få overtalt dommeren til at omstøde sin oprindelige kendelse.
På usædvanlig vis var det tilmed en kendelse til fordel for Ronaldo, der sammen med Al-Nassr stod over for iranske Persepolis i gruppespillet i den asiatiske Champions League.
Da den 38-årige i kampens andet minut tilsyneladende i blev tacklet i feltet på ulovlig vis, reagerede dommeren prompte ved at pege på 11-meter-pletten.
Men i stedet for at gøre sig klar til at sparke straffespark, kom Ronaldo hurtigt på benene igen og viste en løftet pegefinger til dommeren, kinesiske Ma Ning.
Efter at have rådført sig med VAR-rummet og tjekket situationen igennem på VAR-skærmen, kom dommeren frem til, at der rigtignok ikke var straffespark.
Opgøret endte 0-0. Hjemmebaneholdet Al-Nassr spillede størstedelen af kampen i undertal, efter at Ali Lajami i det 17. minut fik direkte rødt kort.
Ronaldo måtte desuden lade sig skifte ud med en tilsyneladende nakkeskade med 13 minutter tilbage.
Det skete, efter at Persepolis-målmanden Alireza Beiranvand landede på Ronaldo efter at have grebet en høj bold.
Efter fem spillerunder er Al-Nassr på førstepladsen i gruppe E, der også tæller qatarske Al-Duhail og tadsjikiske Istiklol, med 13 point.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker