Ronaldo var rystende nervøs inden gensyn med Old Trafford

- Jeg hører til i Manchester United, siger Cristiano Ronaldo efter sin første kamp for klubben siden 2009.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forventningerne til den portugisiske fodboldspiller Cristiano Ronaldo var enorme, inden han lørdag gjorde comeback som Manchester United-spiller i Premier League-kampen mod Newcastle.

Og den 36-årige angriber, der første gang spillede for den engelske klub fra 2003 til 2009, erkender efter sejren på 4-1 og sine to scoringer, at han var mere end almindelig nervøs før opgøret på et propfyldt Old Trafford.

- Det er utroligt, siger han om den opbakning han kampen igennem fik fra hovedparten af de over 70.000 tilskuere.

- Da kampen begyndte var jeg meget nervøs. Jeg sværger. Måske kunne man ikke se det, men det var jeg. Modtagelsen var utrolig, men jeg er her for at vinde kampe, hjælpe holdet og bringe klubben tilbage til der, hvor den hører hjemme, siger Ronaldo ifølge Sky Sports.

Manchester United har ikke vundet det engelske mesterskab siden sæsonen 2012/13, men tilhængerne håber, at Ronaldo kan være med til at sikre klubben nye triumfer.

I sin første periode i klubben var han blandt andet med til at vinde tre mesterskaber og en Champions League-finale.

Og de år har Ronaldo ikke glemt.

- Jeg hører til i Manchester United. Jeg kom her som 18-årig, de behandlede mig helt utroligt godt, og det er derfor, at jeg kom tilbage. Jeg er så stolt over at være her, og jeg ønsker at vinde (titler, red.), siger han.

Manager Ole Gunnar Solskjær var tilfreds med superstjernens indsat og især hans to mål.

Først bragte Ronaldo United foran 1-0, og få minutter efter, at Newcastle havde udlignet i begyndelsen af anden halvleg, bragte han med sit andet mål igen United foran.

- Han har udviklet sig til en fantastisk målscorer, positionerer sig godt i straffesparksfeltet og spiller en rigtig god kamp, siger Solskjær.

- Der var masser af forventninger i dag. Til holdet, til Cristiano og de leverede. Vi skal præstere hver gang. Sådan er Manchester United. Det ændrer sig ikke, siger nordmanden.